Sygdomme, som medfører defekt nedbrydning af protein, tilhører en stor gruppe af diagnoser, som hver for sig er meget forskellige. Grunden til at de her beskrives sammen og er kommet sammen i samme patientforening er, at mange principper for sygdomsudvikling og behandling er fælles, om end der fortsat kan være store individuelle forskelle.
Set fra en stofskiftemæssig synsvinkel er der 3 store grupper af sygdomme med defekt proteinnedbrydning:
- Sygdomme med en defekt i nedbrydningen af en enkelt eller få aminosyrer
- Sygdomme med defekt nedbrydning af alle aminosyrer, dvs. protein i al almindelighed
- Sygdomme med defekt nedbrydning af enkelte aminosyrer og evt. visse andre forbindelser og som er grupperet efter/karakteriseret ved at have en ophobning af en organisk syre.
Sygdommene i gruppe 1. kaldes aminoacidopatier og de hyppigste er:
- Hyperphenylalaninæmi (PKU eller Føllings syge)
- Tyrosinæmi (type 1, 2, og 3)
- Ahornsirupuri (MSUD)
- Homocystinuri
De hyppigste sygdomme i gruppe 2 er urinstofcyklus defekter, hvoraf nogle er primære og forårsaget af defekter direkte i enzymerne i urinstofcyklus:
- N-acetylglutamat synthase (NAGS)
- Carbamoylfosfat syntetase (CPS)
- Ornitin transcarbamylase (OTC)
- Argininosuccinat syntetase (ASS) (Citrullinæmi)
- Argininosuccinate lyase (ASL)
- Arginase (ARG)
Og andre påvirker urinstofcyklus sekundært
- Lysinurisk proteinintolerance (LPI)
- Citrin defekt
Sygdommene i grupper 3 kaldes organiske acidæmier og de hyppigste er:
- Glutaracidæmi (glutarsyreuri, GA1)
- Methylmalonacidæmi (methylmalonsyreuri, MMA)
- Propionacidæmi (propionsyreuri, PA)
- 3-Hydroxyisovalerianeacidæmi (IVA)
- 3-Methylcrotonyl CoA carboxylase defekt (3-MCC)
Sygdommene har nogle fælles træk for sygdomsudvikling:
A. De fleste forårsages af en forandring i et enkelt gen, der medfører en defekt i et enkelt enzym
B. De stofskiftemæssige mekanismer for sygdom er
- Ophobning af giftige (toksiske) forbindelser, som enzymet ikke kan nedbryde.
- Mangel på forbindelser, som enzymet ikke kan danne.
C. Symptomer opstår, når det defekte enzym overbelastes, fx når
1. Patienten spiser for meget af det, han/hun ikke kan tåle.
2. Patienten mangler energi og derfor begynder at nedbryde protein for at skaffe energi.
2.1. Almindelige sygdomme med feber, opkastning osv.
2.2. Faste (fx i forbindelse med bedøvelse).
2.3. Hård fysisk aktivitet.
2.4. For lidt energi i maden.
3. Patienten får for lidt protein eller mangler specifikke aminosyrer til kritiske processer, hvorefter kroppen begynder at nedbryde protein for at skaffe aminosyrern.
4. Patienten mangler vitaminer, som enzymet er afhængig af.
Sygdommene har nogle fælles træk for behandling, som udspringer af de fælles træk for sygdomsudvikling nævnt under punkt C ovenfor:
1. Begræns mængden af det, patienten ikke kan tåle
1.1. Ved aminoacidopatier og organiske acidurier begrænses både den/de enkelte specifikke aminosyrer (ved anvendelse af specielle diætprodukter) og alt proteinet generelt (altså en begrænsning af det såkaldte ”genuine” protein)
1.2. Ved urinstofcyklusdefekter begrænses alt proteinet generelt
1.3. Forøg udskillelsen/omdannelsen af de ophobede giftige forbindelser
1.3.1. Medicin (fx ammonaps, natriumbenzoat)
1.3.2. Dialyse
1.4. Begræns giftigheden af forbindelserne
1.4.1. Medicin (fx Orfadin)
2. Sørg for at kroppen har nok energi
2.1. Giv nok energi i den daglige mad
2.2. Begræns fastetider
2.3. Giv rigeligt med energi ved sygdom og fysisk aktivitet
3. Sørg for at patienten får nok protein
3.1. Match proteinmængden med væksten.
3.2. Giv tilskud af specifikke aminosyrer, fx.
3.2.1. Phenylalanin ved tyrosinæmi.
3.2.2. Arginin og grenede aminosyrer ved urinstofcyklusdefekter.
4. Sørg for at patienten får korrekte mængder af relevante vitaminer.
5. Sørg for et akutregime, der fungerer, forstås, accepteres og anvendes af familien.